Yoga by Marilyn
Min egen personlige “Yogahistorie”
Jeg begyndte min yogarejse som deltager på et hold – og blev hurtigt grebet. Jeg kunne mærke, at det gjorde noget godt for både krop og sind. Man kunne gå ind med hovedpine eller ondt i ryggen – og komme ud med ro i kroppen og klarhed i tankerne.
Da jeg fik tilbuddet om at tage en kort yogauddannelse, sagde jeg ja – og har aldrig fortrudt det. Det var ellers ikke sport eller idræt, jeg var kendt for! Men noget i yogaen talte til mig, og snart havde jeg ikke bare ét, men flere hold – både gennem forskellige foreninger og hjemme i mit eget studie og haven.
Min første uddannelse gennem DGI førte til endnu flere kurser, efteruddannelser og workshops – jeg ville prøve det hele og mærke, hvad der resonerede, for at finde min egen vej i yogaens verden.
I 2017 tog jeg et stort skridt og gennemførte en 200-timers yogalæreruddannelse med Nina Pfiefer, med fokus på mindfulness. Det åbnede virkelig for min glæde ved at undervise og støtte andre i at finde deres jordforbindelse og nærvær.
I 2019 gik en drøm i opfyldelse: Jeg tog Restorativ Yoga-uddannelsen hos Malika Baladi og Kirstine Stenvad. Her fandt jeg virkelig min niche – at hjælpe mennesker med at passe på sig selv, og give kroppen lov til at restituere og hele. Det gør den, hvis vi bare giver den ro og tillid.
Siden 2022 har jeg bygget videre med undervisning i stress og kropsbevidsthed, enesessioner og traumebevidsthed – som overbygning på min Restorativ Yoga. Jeg har også skrevet speciale med fokus på fibromyalgi og kroniske smerter, og hvordan Restorativ Yoga kan gøre en forskel. Og det kan den!
Jeg fordyber mig nu i smertevidenskab og planlægger at tilbyde mere specialiserede forløb for mennesker med kroniske smerter. Hold øje med En Bevidst Pause…
I 2024 har jeg uddannet mig med AlexAndrea Aurora, i Qi Gong og Dao Yin Yoga og fulgte hendes mentorship program. Det er, som om der nu er tråde, der samler det hele – alt det, jeg har lært, væver sig sammen til en helhed, som jeg glæder mig til at dele med min flok.
Hvor rejsen fører mig hen næste gang, ved jeg ikke – men én ting er sikkert: Jeg bliver aldrig færdig. Yoga er en rejse, og min fortsætter hele livet.
Yoga kan noget særligt – for både krop og sind
Yoga arbejder på flere niveauer og kan gøre en stor forskel for både krop og sind.
Yoga styrker kroppen
Gennem yoga bliver kroppen stærkere og mere stabil. Vi bruger vores egen kropsvægt til at udfordre muskler og bindevæv, og vi øver balancen på mange forskellige måder. Med tiden bliver kroppen mere fleksibel og modstandsdygtig, så den bedre kan klare hverdagens krav.
Yoga skaber ro og healing i kroppen
Vejen til ro går gennem åndedrættet. Under hele yogatimen fokuserer vi på at trække vejret helt ned i bunden af lungerne. Det nærer kroppens celler og hjælper med at skille sig af med affaldsstoffer. Men vigtigst af alt påvirker vejrtrækningen vores nervesystem, så vi kan finde ind til roen.
Når roen sænker sig, får kroppen mulighed for at mærke efter, slippe spændinger og restituere. Det bliver lettere at vurdere, hvilke spændinger der er nødvendige, og hvilke der kan slippe. Sådan åbnes en cirkel af velvære, hvor kroppen både styrkes og heler.
Yoga beroliger også sindet
Når kroppen finder ro, får sindet plads til at lande og finde sine rødder. Det er her magien opstår! Mange oplever ikke kun, at muskelspændinger slipper, men også at tankemylder og stress får lov at falde til ro.
Det fascinerer mig altid, når folk opdager den forvandling, yoga kan skabe – og jeg føler, det er min opgave at støtte dem på den rejse.
Når sindet får ro og jordforbindelse, bliver vi også bedre rustet til hverdagens udfordringer. Vi står stærkere, både i kroppen og i sindet.
Jeg elsker at kigge ud over gulvet og se min yogaflok, som har fundet deres lille oase af ro midt i en travl hverdag.
Stille nærvær… i nuet!
Født og opvokset på en gård i det vestlige Canada
Jeg voksede op på en gård i det vestlige Canada, hvor naturen og det enkle liv har formet mig. Som udvekslingselev kom jeg til Danmark og fandt hurtigt mit andet hjem midt i smukke Vendsyssel.
Efter nogle år vendte jeg tilbage til Danmark, mødte min mand og vi boede i Canada i 10 år, inden skæbnen førte os tilbage til Danmark – med vores to børn i hånden.
Vi slog os ned på en lille landejendom i midt Vendsyssel, hvor jeg til daglig arbejder som deltidsbogholder. Vores store have er vores projekt, hvor vi langsomt renoverer og fornyer – en kærlighedsopgave, der strækker sig over mindst 10 år!
Om sommeren fylder jeg haven med yoga, et sted hvor naturen og yoga smelter sammen til ro og nærvær. Jeg elsker dyr, rejser – både nær og fjern – og ikke mindst at være sammen med familie og venner.
— Marilyn Neilson